Brobygning og introduktionskurser
Ringkøbing Gymnasiums introduktions- og brobygningskurser henvender sig til dig, der godt kunne tænke dig at gå på STX – eller som måske blot er nysgerrig efter at vide mere om, hvad det egentlig vil sige at gå på det almene gymnasium.
På Ringkøbing Gymnasiums introduktions- og brobygningskurser får du mulighed for at få et rigtigt spændende indblik i livet som gymnasieelev. Sammen med en gruppe andre unge mennesker fra henholdsvis 8., 9. eller 10. klasse vil du blive introduceret til det faglige og sociale liv på på Ringkjøbing Gymnasium. Du vil blive undervist i en række af gymnasiets mange forskellige fag, og du vil dermed også få et realistisk indtryk af gymnasiets forskellige arbejdsformer og studieretninger. Du vil tilmed prøve at være en del af undervisningen i én af vores nuværende 1.g eller 2.g-klasser, så du møder vores elever og ser deres dagligdag. Du får desuden mulighed for at møde en gruppe af vores elevambassadører, der står klar til at vise dig rundt på skolen og fortælle dig meget mere om livet som gymnasieelev.
Når du ankommer til gymnasiet, vil du ved hovedindgangen blive mødt af en studievejleder, der vil byde dig velkommen og introducere dig til gymnasiet og til programmet for netop dit besøg. Her vil du også få udleveret et skema, så du har et klart overblik over de forskellige aktiviteter, som du skal deltage i. Uanset om du kommer på introduktionskursus i 8. klasse eller som brobygningselev i 9. eller 10. klasse, vil vi glæde os til at tage imod dig og give dig et godt og realistisk indblik i livet og studiemiljøet på Ringkjøbing Gymnasium.
Såfremt du måtte have spørgsmål eller behov for yderligere informationer om vores introduktionskurser og brobygningsforløb, er du altid meget velkommen til at kontakte en af gymnasiets studievejledere.