Retningslinjer for AI - til elever

På Ringkøbing Gymnasium ved vi, at kunstig intelligens på mange måder er blevet en del af hverdagen. AI kan være et nyttigt redskab, men det kan også skabe usikkerhed: Hvornår bruger man AI på en gode måde, og hvornår bliver det snyd? 

De nedenstående retningslinjer skal hjælpe dig som elev med at forstå, hvordan du må bruge AI i dit skolearbejde, og hvad du skal være opmærksom på.

AI kan være en hjælp - men det må ikke lave arbejdet for dig

Du må gerne bruge AI som støtte, hvis din lærer har sagt, at det er tilladt i den konkrete opgave. Det kan f.eks. være til at:

  • få idéer til, hvordan du kan komme i gang
  • stille spørgsmål til et emne, du har svært ved at forstå
  • få forklaret begreber på en anden måde
  • få hjælp til at strukturere dine tanker
  • øve dig på grammatik, formuleringer eller faglige begreber
  • få feedback på noget, du selv har skrevet, hvis din lærer har givet lov 

Det vigtigste er, at du lærer noget

Når du afleverer en opgave, skal den vise, hvad du selv kan. Det vigtige er ikke, at din opgave er perfekt. Din lærer er interesseret i at se din faglige udvikling, dine egne tanker og din måde at arbejde på.

Når du bruger AI på en måde, hvor du ikke selv forstår teksten, løsningen eller argumentationen, er det et problem. Så lærer du ikke det, du skal, og læreren har ikke mulighed for at hjælpe dig i din udvikling. 

Spørg, hvis du er i tvivl

Reglerne for brug af AI kan være forskellige fra fag til fag og fra opgave til opgave. Derfor skal du altid spørge din lærer, hvis du er i tvivl. Det er meget bedre at spørge på forhånd end at komme i en situation, hvor der opstår tvivl bagefter.

Forkert brug af AI

Det er snyd, hvis du bruger AI på en måde, hvor AI overtager dit arbejde. Det kan f.eks. være, hvis du:

  • får AI til at skrive hele eller store dele af din aflevering
  • afleverer en tekst, du ikke selv har skrevet eller bearbejdet
  • bruger AI i en opgave, hvor læreren har sagt, at det ikke er tilladt
  • skjuler, at du har brugt AI
  • afleverer noget, du ikke selv forstår eller kan forklare

Hvis der er mistanke om snyd

Hvis din lærer får mistanke om, at du har brugt AI på en måde, der ikke er tilladt, vil læreren tale med dig om opgaven og din arbejdsproces. Samtalen handler om at finde ud af, hvad der er sket.

Hvis du har brugt AI, fordi du var presset, usikker eller ikke vidste, hvordan du skulle komme videre, er det vigtigt, at du siger det. Skolen vil gerne hjælpe dig med bedre strategier, men din opgave skal stadig være dit eget arbejde.

Ved snyd kan du blive bedt om at aflevere opgaven igen. Ved gentagne tilfælde vil studievejlederen og ledelsen blive inddraget. Ledelsen vurderer herefter, om der skal iværksættes yderligere sanktioner efter skolens almindelige studie- og ordensregler. 

FacebookInstagramYoutubeLinkedIn